Så er det nemmere at holde styr på flokken. Foto: Aske Munck
”Sorry, I don’t speak f****** Russian”. Ikke en af de sætninger man
havde ventet at komme til at bruge dagligt under en rejse i Kina, men
ikke desto mindre optrådte den nærmest som pausekomma under enhver
gåtur i Sanya – Kinas eneste veritable badeby på den sydlige ø Hainan.
For af en eller anden grund – givet et levn fra fordums
koldkrigsalliancer – var stort set alle andre hvide (læs: lyserøde og
skarlagensfarvede) turister russere. Og derfor blev man konstant hilst
med et bukkende strastvitje (goddag) eller en længere svada, som ingen
af os vist er i stand til at gengive.
Vi var flygtet hertil af helt banale årsager. Efter et par måneder i
tropisk klima var vores organismer slet ikke vant til den
fimbulvinter, som pludselig slog uventet ned over vores planlagte
destinationer, og vores kluns var heller ikke egnet til frost og sjap.
I hvert fald ikke så længe vi selv kunne bestemme.
Så jo, vi måtte for en stund sætte de kulturelle indslag på pause og i
hast udskifte et cruise på den snart fuldt opdæmmede Yangtse-flod (der
grangiveligt ville være foregået med isbryder) ud med en tur sydpå for
at tage kinesernes Hawaii i nærmere øjesyn.
I guder for et sted. Vejret var skønt og maden ligeså, bevares. Men
Sanya er virkelig stedet, hvor Hawaii-skjorter går hen, når de dør, og
kultur er nok det eneste ord, kineserne hernede ikke har ment det
besværet værd at lære – på hverken russisk eller mandarin.
Fem ens på vej med taxa. Foto: Aske Munck
Stedet er en bizar blanding af kønsløse shoppingmalls, brandvarmt sand, iskoldt vand og hylende kinesere med baderinge, svømmebriller og badehætter, der efter endt dukkert masser af strandspas og halsen rundt i sandet endnu en gang trækker i den obligate stranduniform, der består af matchende, spraglede og myndighedstilrådede (jo, jo, de anbefaler skam munderingen på rejsebureauernes hjemmesider) shorts og skjorter – og nogle gange sågar også hat og strandtaske – med virkelig stilmæssigt
vovede tropemotiver.
a/z
