Gæt, grimasser og lerkrigere

Fuuuuuuck, det sner. Overgangen fra solbrankede og vodkadunstende russere i Sanya i det sydlige Kina og til Xi’an i den nordvestlige del af landet var brat. Men som hårdhudet globetrotter stikker man vel ikke op for bollemælk (alene af den grund, at ingen af os har smagt det).

Så vi tog tre jakker på hver, skippede enhver idé om offentlig transport i snestormen og begav os mageligt ned og prajede en limousine, der kunne køre os ud til kejser Qins navnkundige terracottakrigere – byens absolutte topseværdighed.

Stakkels de bønder, der troede de bare skulle grave en hurtig brønd og satte skovlen i krigerne. Foto: Aske Munck

De var et prægtigt syn, og en håndværksmæssig bedrift, der giver de græske krukker og amforaer seriøst baghjul. Om end en af udstillingshallerne nok må siges virkelig udelukkende at være interessant for studerende udi nedfaldne og semi-forstenede loftsbjælker under hangartag. Men imponerende, det var de, lersoldaterne.

Xi’an var til gengæld en sproglig udfordring. Ingen, jeg gentager tre gange: ingen, ingen, ingen talte engelsk, og der var en bidende frostkulde på vores værelse, da vi tjekkede ind. Efter en virkelig kapabel omgang gæt & grimasser foran receptionsdesken (gestus og mimik ved C. Zemanova), som fik alle de små receptionsnisttøser til at fnise genert, lykkedes det hotelpersonalet at komme frem til, at de nok hellere måtte fremskaffe en engelskkyndig.

Det skete et par timer efter, da en nydelig housekeepingdame kom op på værelset og hilste os med et ganske glimrende udtalt ’A pleasure meeting you’.  Vi forklarede hende vores problemer med det polaragtige indeklima (der – givet – var flere oktaver højere end lobbyens forsøg på at imitere en kummefryser i marmor).
Hun kiggede forstående på os, smilede og sagde derpå: ”tomorrow morning, I make coffee with milk”.

Snevejr. På den danske slud-måde. Foto: Aske Munck

Let forundrede over, at hun tilsyneladende allerede havde løst vores temperatur-skærmydsler og derfor var sprunget videre til morgenmaden den følgende dag, spurgte vi for en sikkerheds skyld, om hun havde fanget problemet. Hvortil hun triumferende og synligt stolt svarede: ”tomorrow morning, I make coffee with milk”, mens hun bakkede smilende og nikkende ud af døren.

Ak, vi lagde os under tæpperne med uforrettet sag og tænkte, at de små frysende receptionister nok heller ikke uden den sproglige barriere ville kunne forstå vore trængsler, idet vort lille hummer mindede om en tropisk ferieø i forhold til den iskolde foyer, hvor de små piger tilbringer natten, sovende på to stole med håndklæder som tæpper.

Kinas Hawaii

Så er det nemmere at holde styr på flokken. Foto: Aske Munck

”Sorry, I don’t speak f****** Russian”. Ikke en af de sætninger man
havde ventet at komme til at bruge dagligt under en rejse i Kina, men
ikke desto mindre optrådte den nærmest som pausekomma under enhver
gåtur i Sanya – Kinas eneste veritable badeby på den sydlige ø Hainan.

For af en eller anden grund – givet et levn fra fordums
koldkrigsalliancer – var stort set alle andre hvide (læs: lyserøde og
skarlagensfarvede) turister russere. Og derfor blev man konstant hilst
med et bukkende strastvitje (goddag) eller en længere svada, som ingen
af os vist er i stand til at gengive.

Vi var flygtet hertil af helt banale årsager. Efter et par måneder i
tropisk klima var vores organismer slet ikke vant til den
fimbulvinter, som pludselig slog uventet ned over vores planlagte
destinationer, og vores kluns var heller ikke egnet til frost og sjap.
I hvert fald ikke så længe vi selv kunne bestemme.

Så jo, vi måtte for en stund sætte de kulturelle indslag på pause og i
hast udskifte et cruise på den snart fuldt opdæmmede Yangtse-flod (der
grangiveligt ville være foregået med isbryder) ud med en tur sydpå for
at tage kinesernes Hawaii i nærmere øjesyn.

I guder for et sted. Vejret var skønt og maden ligeså, bevares. Men
Sanya er virkelig stedet, hvor Hawaii-skjorter går hen, når de dør, og
kultur er nok det eneste ord, kineserne hernede ikke har ment det
besværet værd at lære – på hverken russisk eller mandarin.

Fem ens på vej med taxa. Foto: Aske Munck

Stedet er en bizar blanding af kønsløse shoppingmalls, brandvarmt sand, iskoldt vand og hylende kinesere med baderinge, svømmebriller og badehætter, der efter endt dukkert masser af strandspas og halsen rundt i sandet endnu en gang trækker i den obligate stranduniform, der består af matchende, spraglede og myndighedstilrådede (jo, jo, de anbefaler skam munderingen på rejsebureauernes hjemmesider) shorts og skjorter – og nogle gange sågar også hat og strandtaske – med virkelig stilmæssigt
vovede tropemotiver.

På frosttur mellem sukkertoppe

Udsigten som på 20-yuan-sedlen. Foto: Aske Munck

Man er vel journalist, og følger derfor helt naturligt enhver dybdeborende reporters ældgamle diktum: Follow the Money.

Ikke mindst når den kinesiske 20-yuan-seddel afslører et sceneri så
pittoresk, at man tror, der er pyntet lidt vel på virkeligheden.

Sedlen forestiller en traditionel fisker, der stager sin lille flåde
rundt på en flod, mens hans to trofaste skarver ser årvågent til.Overalt omkring ham knejser dramatiske kalkstensformationer, der mest
af alt ligner gigantiske mosklædte sukkertoppe.

Det sceneri må vi se, tænkte vi, da vi første gang så rigtig efter på
sedlen. Og eftersom flyene i Kina pludselig er dalet gevaldigt i pris
(på grund af faldende brændstofpriser, skippede afgifter og ekstrem
intern konkurrence), kunne vi komme af sted for sølle 500 yuan.
Desværre styrtdykkede temperaturen, præcis samtidig med at vi ankom,
så mens der var ca. 16 grader om aftenen, vågnede vi op til ca. 3
grader næste morgen i Guilin – hvorfor turen gik direkte ind i det
første (men absolut ikke det bedste stormagasin) for at købe et par
forede frakker.

Vi skiftede lynsnabt vor kække idé med at bo langt ude på landet i en
hyggelig rønne, som anbefalet af Monsieur generalkonsulen i Guangzhou,
der var Askes gamle gymnasieven Jens Alsbirk, ud med et firestjernet
luksushotel, hvor flere amerikanske præsidenter havde boet før os (i
hvert fald Carter og Clinton).

Hotellet lå midt i backpacker-flækken Yangshuo, omgivet af flere hundrede meter høje kalkstensbjerge og en lille sø med egen skarvfisker. Aske blev naturligvis øjeblikkelig forkølet, og vi tilbragte det meste af tiden med at sippe ingefær-honning-te.

Karnappen midt i bjerglandskabet. Foto: Aske Munck

Højdepunktet var selvfølgelig en lille sejltur på Li-floden omkring
landsbyen Xinping (hvor motivet på sedlen stammer fra), og selv om det
var så koldt, at man skulle koncentrere sig for ikke at komme for
skade at hibernere ufrivilligt eller falde i en dyb kryo-søvn, gav
vejret nu omgivelsenre et eventyragtigt sælsomt skær, idet skyerne hang så lavt, at de aldeles dækkede bjergtoppene, der forsvandt i den gråhvide dis.

Bryllups-øen

Traditionelt (tror vi) brudepar på Shamian Island. Foto: Aske Munck

Vi ankom til Guangzhou fra Delhi en meget tidlig morgen og tjekkede ind på vores hotel, Guangdong Victory Hotel. Virkelig anbefalelsesværdigt sted – med gode rabatmuligheder, hvis man bestiller på nettet.

Hotellet ligger på Shamian Island. Med tunge hoveder efter en nat i flyet gik vi en formiddagstur og kiggede på et smukt brudepar, der fk taget billeder ved kanalen. Vi studsede over et andet par foran en fin gammel dør. Et andet par stod foran en trappe. Et par poserede på en plads mellem tusindvis af nedfaldne blade. Brude i stramme hvide kjoler, store hvide kjoler, mere traditionelle kjoler og gomme i alt fra kjole til hvid smoking.

Shamian, fandt vi ud af, er bryllupsfotografiernes hotspot. På grund af den kolonistils-prægede arkitektur midt i den sydkinesiske millionby.

Virkelig et festligt sted.

(vi har skrevet mere fra Guangzhou på Momondo.com under artikler)

Delhi – som var man hjemme hos sig selv

Vi havde ikke booket hotel i Delhi på forhånd.

Det var dumt.

Alle de gode adresser var optaget, da vi kom frem først på eftermiddagen på grund af en international konference. Så vi endte ude ved togstationen på et alt for dyrt, alt for larmende, alt for koldt og i bund og grund nusset hotel.

Al transport bliver pakket til det yderset. Foto: Aske Munck

Her satte vi vores ting og tog en rickshaw ned sydpå. Vi kørte fra guesthouse til guesthouse, hvor alt var optaget. Men til sidst fandt vi et lille sted, der var lidt for dyrt – og i øvrigt også optaget.

Vi klagede vores nød til manageren, der fik en sin vagtmester til at vise os ned af en sidegade, hvor han bankede en velklædt mand op, der sad og skrev på sin bærbare i en designersofa. Han drev et lille guesthouse, forklarede han, men han havde ikke noget skilt i indgangen og stod ikke i nogle guidebøger, fordi han aldrig havde syntes, det var nødvendigt at annoncere. Han ville selv bestemme, hvem han lukkede ind, sagde han. Og han afviste gerne folk, han ikke brød sig om.

Han tilbød os en stor lejlighed i sin baghave, og vi takkede ja.
Fyren hed Amit Khanna. Hans far havde drevet stedet før ham, og de næste par dage viste han os en smule af sit Delhi i sin jeep, der var så stor, at den knap kunne komme ned af gaderne i flere af byens ældre dele.

Eftermiddagste på fantastiske hotel Imperial. Foto: Aske Munck

Blandt andet sin herreklub, Friends Club (opkaldt efter nabolaget), som hans far havde været med til at oprette for snesevis af år siden. Med pool, squash- og tennisbaner og et helt fantastisk menukort, støttet af de absurd store honorarer, som nye medlemmer betaler for at blive lukket ind i klubben. Og så inviterede han os tilmed på søndagstur i Lodi Park med sin kone og deres otte-årige tvillingedøtre. Delhis bedste brunch i skyggen af store træer. Fire dage var slet ikke nok i Indiens hovedstad.

Læs evt. mere fra Delhi (og Mumbai) på http://www.momondo.com/blogs/zemanova/default.aspx

Maharanaens Udaipur

Det ligner et eventyrpalads, det hvide slot midt i Udaipurs kunstige sø. Det var det også engang (ikke mindst da det optrådte i den ellers pinagtigt ringe James Bond-film ’Octopussy’ i begyndelsen af 1980’erne).
Lake Palace er i dag ejet af Maharanaen af Rajastan, men han bor der ikke længere.
I dag er det et femstjernet Taj-luksushotel, med plads til blot 160 gæster der bliver betjent af over 300 ansatte.
Prislejet for et værelse var lige i overkanten for vores budget. Desværre kan man ikke længere besøge hotellet for at tage en drink eller en middag – dels pga. forhøjet terrortrusselsniveau – paladset ville være et spektakulært mål for ondsindede – dels fordi gæsterne skal have lov til at have luksussen i fred. Så vi fik fat i PR-damen og fik hende overtalt til en rundvisning.
Vi blev mødt af en dame, der smurte en rød plet i panden på os, fik en drink og kiggede os omkring.

Selv paladsets vinduer var sirligt ornamenteret. Foto: Aske Munck

På poolen, hvor tykke hvide puder og uniformsklædte tjenere gjorde det behageligt for de badende, på tagterrasse-restauranten, hvor et dusin mænd i kridhvide gevandter tændte hundredvis af levende lys for at gøre klar til souperen. Og i dronningekammeret, der står i 2.000 dollar per nat og har udsigt til Maharanaens nuværende bopæl på den anden side af øen.

Vandstanden var rekordlav, men udsigten stadig fortryllende. Foto: Aske Munck

Vores eget hotel, Mewar Haveli, var nu også anbefalelsesværdigt (og væsentlig billigere). Udsigten og tagterrassen kunne der især ikke argumenteres imod.

Flykapringstrusler i Mumbai

Flyet fra Kochi til Mumbai var en time forsinket. Derfor nåede vi ikke afgangen fra Mumbai til Udaipur og tilbragte otte timer i den mest usle lounge (som Kingfisher kaldte den) længe. En halv time før den nye flyafgang blev vi kaldt ud til gaten af loungeopråberen – men først skulle vi gennem sikkerhedskontrollen. Intet problem for Aske, da der var to-tre håndfulde herrekøer. Desværre var der kun én åben damekø. Den var så lang, at flyet ville være fremme i Udaipur, før Christina kom igennem.
Da gaten var ved at lukke, tvang Christina sig vej op til bagagescanneren og kom igennem med hjælp fra en gulklædt stewardesse, der selv var ved at misse sit fly, og som fortalte, at hun aldrig havde set lufthavnen sådan her.
”Men der er efterretningsrapporter om mulige flykapringer fra Mumbai i dag. Så kontrollen er grundig”, forklarede hun.
Det var naturligvis betryggende – trods alt.
Med sved på panden og klæge rygge nåede vi til gaten og bagefter lufthavnsbussen, hvor vores to rankryggede piloter stod og ventede.
Vi smilede til dem og udbrød lettede:
”Dejligt at I er her, så er vi da sikre på, at de ikke flyver uden os”.
Hvortil den ene, med britisk accent, tørt svarede:
”Well, you never know”.

I skyggen af Taj Mahal

Agra skulle være en halvluksuriøs del af vores rejse. Et kort ophold i den romantiske stad, hvor kejser Jahangir havde opført et kæmpemæssigt gravmæle til evigt minde om sin hengivne hustru Mumtaz, der døde i fødselssengen, idet hun gav liv til deres 14. barn sammen. En bygning af ubeskrivelig ynde, der måske med rette kaldes verdens ottende vidunder. Men hvis Taj Mahal er Indiens største vidunder, er byen Agra til gengæld landets dunstende røvhul.
Vores togrejse på 1.-klasse fra Udaipur var ellers i top. Vi havde den eneste tomandskupé helt for os selv med klapbord, masser af friske ærter, granatæbler, snacks, gode bøger og læselamper. Desværre har inderne ikke fattet, at det ikke er cool at skrue aircon’en helt i bund, når der i forvejen kun er 4-5 grader udenfor om natten, så turen var som at forsøge at blunde i en oversize kummefryser.
Da vi endelig nåede frem, blev vores chauffør – der kom fra hotellet for at hente os – overfaldet og kaldt en hustler af de regeringsautoriserede chauffører. Til trods for at han havde et skilt med hotellets navn og kendte begge vores navne. Den dybe tallerken er åbenbart stadig ikke kommet til denne del af Indien.
Selve byen er bundrædselsfuld. Den er det, globetrottere med en eufemisme kalder pulserende, når de i virkeligheden mener grænseløst ucharmerende. Alle forsøger at hive rupier ud af én. Mest af alt, fordi stort set ingen bliver længere end en dag og allerhøjst natten over. Så der er begrænset tid at prange i. Og alle ved, at ingen kommer for andet end Taj Mahal.

Gadebarber foran Agras røde fort. Foto: Aske Munck

Vi besluttede os derfor for hurtigt at sikre os en togbillet ud af byen igen (tanken om at skulle blive endnu en nat her fik koldsveden til at springe fra panden). Men da billetmutter på banegården sendte os over banelegemet til et andet kontor med en blanding af grynt og vrisne gestus, viste det sig, at skinner og sveller hvilede på en sump af – tja, at dømme ud fra mængden af mørkebrune mænd med blussende kinder og bukserne nede om knæene – urin og afføring. (Den eneste anden mulighed, monsunen, lå desværre flere måneder væk, ak, ak).
Med en blanding af bæ og tis på hænder og fødder og langt op af nakken (klipklapper sender virkelig sagerne højt, når man træder på flydende underlag) fandt vi hurtigt en rickshaw. Yes, Taj Plaza. Yes, yes next to Oberoi, gentog chaufføren betryggende, da jeg fastslog bestemmelsesstedet.
Men efter det fjerde stop på vejen, hvor ordene tydeligvis gik igen i samtalen med tilfældige på gaden, var det klart, at han ikke anede, hvor det lå. Aske begyndte fra bagsædet at mærke, hvordan irritationen voksede, og urinmudderkagerne begyndte at tørre.

Det ultimative angstcrescendo var, da den lille benede ratrytter uden advarsel tændte for et technopotpourri på et fuldstændig overdimensioneret stereoanlæg. Det lød, som havde han et symfoniorkester på syre liggende i bagagesmækken, og vi råbte begge i munden på hinanden, at han for helvede måtte slukke for det infernalske rabalder.

Det ultimative symbol på kærlighed, Taj Mahal. Foto: Aske Munck

Og nu sidder Aske her, og skriver i solnedgangen på terrassen, mens han skyller en Kingfisher og nyder synet af solnedgangen bag Taj Mahal. Virkelig en lorteby, ikke?

En eventyrlig sejltur

Et absolut must på en tur til Kerala er at sejle på The backwaters – det omfattende system af flere hundrede kilometer af kanaler, der zigzagger ind og ud af hinanden få kilometer fra kysten.

Vi entrerede med et udpræget deluxe-selskab, i en erkendelse af at vi jo skulle sove ombord og bo på båden i to døgn. Båden hed Dream Voyager – et veritabelt luksushotel på vandet. En kahyt med udsigt til vandet og tunge møbler i mørk mahogni og teak og fire besætningsmedlemmer, hvis eneste opgave var at kredse om os. For der var ikke andre om bord, selv om båden faktisk havde tre dobbeltkahytter.

Dagene gik med at sidde og hænge på førstesalens friluftssofaarrangement, hvorfra man kunne nyde at se små landsbyer passere forbi, hvor mændene solgte fisk, og kvinderne bankede løs på vasketøjet.

Op kl. seks og se solen stige sig over søen. Foto: Aske Munck

Om aftenen kastede vi anker midt ude på søen og efter en fuldstændig overdådig middag (koken havde ikke rigtig fået fat i, at kun var to personer), spillede vi scrabble på dækket, mens fiskerne kastede net omkring os.

Om morgenen stod vi op for at se solopgangen over søen. Et helt særpræget lysegråt lys faldt over de første fugle, der flaksede rundt, og kanoer med fiskere begyndte så småt at trænge gennem disen, ligesom de første flodtransporter med skolebørn og folk på vej til arbejde.

Og os, vi skulle bare dase endnu en dag væk på søerne, mens vi forgæves forsøgte at samle appetit mellem de omfattende måltider og mange midtvejssnacks. Det er knaldhårdt at bedrive turisme.

Kampen for elefanten

Længe før afrejsen havde Aske set et billede af en kvinde, der dykker med en elefant. Billedet var taget på Andamanøerne. Siden da har det været et af formålene med vores tur, at vi skulle ud og møde elefanten, der hedder Rajan. Som snart ville blive solgt til et tempel i Kerala, medmindre hans hjem på strand nummer syv fandt 1,6 mio. rupier til at købe ham fra hans griske ejer.
Andamanøerne ligger knap tre timers flyvning fra Chennai i det østlige Indien. Kingfisherflyet gik klokken 4 om natten, så vi droppede hotel den nat og tog direkte i lufthavnen. Klokken syv stod vi på landingsbanen i Port Blair og blev gennet gennem en sikkerhedskontrol, hvor vi som udlændinge skulle have en særlig tilladelse til at færdes på øerne. Vi fik et kort med nøje beskrivelse af, hvor vi måtte færdes – og hvor vi under ingen omstændigheder måtte tage hen. Og skriftlig tilladelse til at blive i området i 10 dage. Der ligger en militær ubådsbase derude, så teorien blandt de rejsende er, at det er grunden til den øgede sikkerhed.
På havnen en halv time efter begyndte kampen for at få en færgebillet til øen Havelock. Det er staten, der kontrollerer al færgetransport, og systemet var derefter. Oftest ender det i slagsmål, som politiet må skille ad med knipler, fortalte en mand hovedrystende.
Klokken otte åbnede dørene ind til køsystemet. Hundrede mænd sprang ind og stillede sig så tæt på lugerne som muligt, mens de råbte og klaskede deres hvide papirlapper med navne på de indere og turister, de forsøgte at købe billetter til. Aske forsøgte at holde sin plads i køen, men han røg langsomt længere og længere tilbage. Heldigvis var der en kvindekø, som Christina på en eller anden måde havnede forrest i. Klokken ti, en time efter lugen skulle have været åbnet, råbte en mand inde fra kontoret, at der ikke var flere billetter tilbage til mandekøen. Der udbrød tumult. Samtidig kom en spinkel kvinde frem og solgte ti billetter til kvindekøen. Vi fik fat i fire (to til et schweizisk par, der passede på vores tasker). Klokken et sejlede den fire timer lange færge og ved solnedgang var vi fremme ved dykkerstedet Barefoot Scuba og hytterne Cafe del Mar, som skulle være vores hjem de næste ti dage.

Rajan, hedder elefanten, og han svømmede fem-seks timer hver dag mellem øerne, da han var lille. I dag er han 58 og svømmer kun for sjov. Foto: Privatfoto

Rajan var blevet købt af en til formålet oprettet fond, da vi ankom, så man kunne stadig tage med ham ud at svømme – når han altså var i humør til det. Det var han heldigvis, da vi mødte op en tidlig morgen ved solopgang. Han snorklede rundt med snablen og forsøgte at ramme os med sine enorme elefantlorte.